Oplys om, at du behandler personoplysninger
Du har pligt til at oplyse dine kunder eller dine ansatte om, at du har oplysninger om dem. Ud over at oplyse dem om, at du har oplysninger om dem, skal du give dem en række andre informationer, f.eks. om hvad du skal bruge oplysningerne til, og hvor længe du gemmer dem. Hvis du får oplysningerne fra personen selv, skal du give informationen på det tidspunkt, du modtager dem. Hvis du får oplysningerne fra andre end personen selv, skal du give oplysningerne hurtigst muligt og senest inden 1 måned.
Du skal give dem information på en måde, der er let for folk at forstå. Du kan med fordel give informationen i en privatlivspolitik, som ligger på din hjemmeside, og som du kan linke til, når kunden afgiver oplysninger om sig selv, f.eks. hver gang du får en ny kunde.
Du skal oplyse om:
- Identitet og kontaktoplysninger
Indsæt virksomhedens eller dennes repræsentants navn og kontaktoplysningerne.
- Hvorfor
Indsæt her din gode grund som du har overvejet i trin 2.
- Hvem oplysningerne evt. deles med
Hvis du giver folks oplysninger til nogen uden for din virksomhed, skal du oplyse om, at du gør dette, og om hvem der modtager oplysningerne. Det kan f.eks. være et leveringsfirma, som skal levere en pakke, som du sender til din kunde, eller en, som håndterer oplysningerne på dine vegne.
- Rettigheder
Her kan du med fordel skrive følgende:
"Du har efter persondataloven en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig.
Ret til at få oplyst, hvilke oplysninger der behandles (indsigtsret)
Ret til berigtigelse (rettelse)
Ret til sletning
Ret til indsigelse
Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os.
Du har i øvrigt ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk"
Myter
Der er en del myter om, hvad databeskyttelse betyder i praksis.
Her har vi samlet en del af dem og givet dem et par ord med på vejen.